De forskellige kolonimagter havde hver deres egen måde at forvalte herredømmet over kolonierne på.  De satte derfor deres "personlige fingeraftryk" på Afrika. På et givet tidspunkt kunne det ene kolonistyre altså være mindre brutalt end det andet. Briterne, for at tage et eksempel, viste en vis respekt for afrikanernes egne skikke og love. De benyttede sig da heller ikke af tvangsarbejde i samme omfang som franskmændene. Set med afrikanske øjne vejede lighederne mellem de forskellige kolonimagters styre dog større end forskellene.

   "Fremvæksten af en afrikansk nationalisme" - sådan betegner man ofte den udvikling, der senere førte til afrikanernes opgør mod kolonimagten. Den afrikanske uafhængighedsbevægelse kulminerede i 1950'erne og først i 1960'erne. Mellem 1956 og 1966 gjorde ikke færre end 33 afrikanske lande sig fri af det belgiske og britiske overherredømme.

   Kolonimagterne blev "taget på sengen". De havde ikke drømt om, at kravet om uafhængighed ville vokse sig så stærkt. Selv op til 1950 regnede kolonimagterne stadig med at bevare grebet om Afrika mange årtier endnu. Men for afrikanerne kom uafhængigheden ikke som nogen overraskelse. De havde længe set frem til det tidspunkt, hvor de kunne løsrive sig fra de europæiske landes herredømme og indblanding. Og når man betragter det fra afrikanernes synsvinkel, er det skam ikke svært at forstå hvorfor..