Brutalitet og udbytning
I det første stykke tid efter europæernes massive kolonisering af Afrika under "Kapløbet om Afrika", var det afrikanske folk et splittet folkefærd. De stater som blev oprettet under koloniseringen var kunstigt dannet – dannelsen af kolonistater skete uden hensyntagen til sociale, institutionelle og kulturelle karakteristika i de koloniserede territorier. Denne blanding af identiteter er den af grundelementerne til, at Afrika syd for Sahara har haft så svært ved, at danne ordentlige statsstrukturer efter uafhængigheden.
I kolonitidens første årtier var de europæiske herskere ofte hæmningsløse i deres udbytning af Afrikas befolkning og ressourcer. Det mest ekstreme eksempel vi kan tage op er "Fristaten Congo" (Det nuværende Zaire), som stod under den belgiske kong Leopolds personlige styre. Kongens udsendinge tvang afrikanerne til at levere naturgummi fra skovens vilde gummitræer. Hvis afrikanerne ikke leverede den mængde som var påkrævet, fik de deres venstre hånd hugget af. Metoderne som den belgiske kong Leopold brugte, vakte dog voldsom kritik i andre europæiske lande, og i 1908 måtte kong Leopold ser sig forårsaget til overdrage Congo til den belgiske stat. Det nye styre gjorde op med de mest brutale aspekter af det forhenværende styre. Men da var der allerede sået et dybt had til kolonimagten. Det varede ved, lige til belgierne endelig trak sig ud af Congo i 1960. Dvs. at afrikanerne levede under et undertrykkende styre, der ikke værdsatte eller respekterede afrikanernes basale levevilkår fra 1885 til 1960. For at dykke lidt ud af teksten og blive tilstedeværende, så prøv at forestille dig det. At leve under et undertrykkende styre som behandlede og så dig som et dyr i ca. 75 år. Det er ikke svært at forstå, hvorfor afrikanerne så frem til uafhængigheden fra de europæiske lande. Men selv efter uafhængigheden ser man et kontinent præget af kolonitiden, og dette præg har det aldrig rigtig løsrevet sig fra.
Mellem 1890 og 1920 blev der anlagt mange tusinde kilometer jernbane i det tropiske Afrika. Det europæiske kolonistyre ville have lettere adgang til Afrikas miner og landbrugsområder. Stort set alle jernbanerne gik derfor fra en havneby til et råvarecenter inde i landet. I Sydafrika, Ghana og Guinea førte de til guldminerne. I Zaire og Zambia transporterede togene kobber. I Senegal var det jordnødder, i Uganda bomuld og i det nordlige Nigeria jordnødder og bomuld.
"Et tydeligt symbol på orienteringen mod kolonimagterne er, at landenes hovedstæder ligger langs kysten. “Systematisk skabte europæerne hovedstæder, som flyttede magtcentrum ud mod havet og væk fra de magtcentre inde i landet, som afrikanerne havde opbygget gennem lang tid”. Eksempelvis blev Accra hovedstad på Guldkysten i stedet for Kumasi inde i landet, som havde været centrum for Ashanti kongedømmet, og Bamako erstattede Timbiktu som Malis politiske hovedstad. Det begrænsede fokus på forholdene inde i landet i kolonistaterne ses også i den begrænsede udvikling af vejnettene, som var typisk for kolonitiden. Infrastrukturen blev forsømt, med mindre den kunne give et direkte afkast. Jernbanerne, som tidligere nævnt, blev eksempelvis bygget for at fragte råstoffer inde fra landet og ud til havnene, og sjældent med det formål at forbinde områder inde i landet". (Giovannetti, 2009). Afrika fik derfor indbygget en direkte ekstroversion mod kolonimagten. Koloniens formål var at levere råvarer til kolonimagten. Denne afhængihed af ekstern eksport har kolonierne aldrig mister, og selv efter uafhængigheden blev de forrige kolonier ved med at levere råvarer til Europa.
Corvée-systemet
Man kan derfor hurtigt udlede af det ovenstående, at europæerne ikke oprettede dette netværk af jernbaner for afrikanernes skyld, men blot for at fremme deres eget udbytte. På trods af det, var det afrikanerne, der udførte selve arbejdet med at anlægge jernbanerne. I Fransk Vestafrika blev alle større anlægs-arbejder udført af tvangsarbejdere. Den franske udgave af tvangsarbejdet blev kaldt for corvée-systemet. De lokale høvdinge skulle sørge for, at alle deres mænd arbejdede gratis for kolonistyret et bestemt antal dage om året. Systemet bestod indtil 1946. Dette var en væsentlig grund til afrikanernes had mod det franske kolonistyre.
