Den såkaldte kopskat var også en anden kilde til forbitrelse afrikanerne. Kopskatten blev opført i næsten alle kolonierne og blev opretholdt gennem hele kolonitiden. "Kopskatten" skulle betales kontant af alle voksne mænd - uanset indkomst. Beløbet svarede til ét britisk pund om året. Selvom det måske ikke lyder af meget i dag, var det mange penge den gang. På nybygger-farmene i det centrale og østlige Afrika, svarede det til en månedsløn eller to.

   Denne skat tjente hovedsageligt to mål. Dels dækkede den kolonistyrets omkostninger, idet den betalte embedsmændenes og politiets lønninger. Udover det, tvang den også afrikanerne ind i pengeøkonomien. Før kolonitiden var der kun få afrikanere uden for havnebyerne, der kendte til de europæiske valutaer. Skatten gik derfor ikke til opbygning af offentlige instutioner eller en forbedret infrastruktur, som kunne have gjort gavn for afrikanerne. Det tyder videre hen på det faktum, at europæernes motiver var udnyttelse.

   I visse dele af Øst- og Vestafrika kunne de lokale bønder tjene penge ved at dyrke eksportafgrøder. Andre måtte flytte ind til byerne i håb om at få et lavtlønnet job ved den europæiske administration.

   Før koloniseringen havde langt de fleste afrikanere været selvforsynende. De havde produceret deres egen føde, lavet deres egne redskaber og selv bygget deres huse af egnens materialer. Den beskatning, som europæerne jo have pålagt alle afrikanske mænd, tvang derfor arbejderne til at finde et job, hvoraf de kunne tjene penge. De skulle jo betale skatten. Så indirekte tjente beskatningen faktisk også til at sikre nybyggerne og mine-ejerne billig arbejdskraft.

   Kopskatten blev betragtet af afrikanerne som et af kolonistyrets groveste overgreb. Europæerne var jo fritaget fra at skulle betale denne skat, så hvorfor skulle afrikanerne betale den? Afrikanerne følte, at de blev tvunget til at betale for deres egen kolonisering.