Udtrykket bruges først og fremmest om europæisk imperialisme, som var i højsædet med de spanske og portugisiske opdagelsesrejser omkring 1500-tallet, men som derefter også blev støttet op af britisk, fransk, hollandsk og tysk imperialisme, som nåede sit højdepunkt før 1. Verdenskrig med "Kapløbet om Afrika". Den europæiske imperialisme forbindes ofte med kolonialisme, da europæere ofte udbyttede den befolkning som de koloniserede. I de nyligt oprettede kolonier, især i Afrika, flyttede mange nybyggere fra kolonimagten til landet. Dette er meget karakteriserende ved kolonialisme, nemlig at der i kolonimagtens eget land er et befolkningsoverskud, og de derfor må flytte til udenlands. Det så man også i Amerika.

   Imperialismen indebar, at imperiemagten lovgav for de enkelte dele af sit imperium, at regeringsførelsen i de enkelte kolonier var overdraget embedsmænd fra imperiemagten - en guvernør eller "vicekonge", der repræsenterede imperiemagtens regering - og tilstedeværelsen af en militærmagt til at fastholde magten og opretholde ro og orden. Denne politik, som det også beskrives, medfører at kolonien bygges op omkring en kunstig statsstruktur, hvis ønsker udelukkende er økonomisk og magtpolitisk udnyttelse. Det kan kun have negative konsekvenser for det koloniserede land. Denne kunstige institutionsopbygning er det, som efterfølgende, selv efter uafhængigheden har haft negative konsekvenser for de uafhængige afrikanske lande. Generelt opdeler man imperialismen og kolonialismen imellem nogle lidt forenklede motiver:

• Kolonier kunne give adgang til nye værdifulde varer som krydderier, tobak, kaffe, sukker osv. Der kunne være værdifulde råstoffer man kunne få kontrol med: Fra sølv og guld til kobber, gummi og senere olie

• Desuden var koloniseringen et udtryk for, at europæerne havde udnyttet markederne og investeringsmulighederne i deres egne lande fuldt ud og derfor måtte søge nye kanaler for afsætningen af den voksende kapital

• Fra europæerne første gang omkring 1500-tallet oprettede kolonierne, var motiverne bag denne imperialisme hovedsageligt økonomiske, magtpolitiske og idepolitiske

• Kolonibesiddelse var ensbetydende med prestige. For de europæiske stater var det  næsten selve kendetegnet for en stormagt at besidde kolonier og deltage i den europæiske "civilisering" af den øvrige verden

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Kritik af imperialismen

 

Der var dog også modstandere af den vestlige imperialisme. Kritikken kom bl.a. fra kirkelige kredse, fra intellektuelle og socialister. Modviljen blev næret af eksemplerne på, hvordan enorme moderne, disciplinerede europæiske hære nedslagtede håbløst underlegne indfødte krigerskarer, der satte sig til modværge mod imperialismen. I Sudan syd for Ægypten massakrerede briterne f.eks. en muslimsk oprørshær i 1894 under "Kapløbet om Afrika". Mange lignende aktioner fandt sted under koloniseringen af Afrika, og det støttede yderligere den kritik som blev sat i mod imperialismen. Kritikken fra de kirkelige kredse, havde dog også en positiv tilgang til koloniseringen. De støttede de såkaldte idealistiske motiver til koloniseringen, da de anså det for et kald til at udbrede den vestlige tro og dermed rette civilisation. Troen blev skam udbredt og en civilisation skabte europæerne minsandten også, men var det positivt for Afrika? Er disse motiver ikke blot en undskyldning for den udnyttelse som europæerne praktiserede? Den civilisation som europæerne udbredte, handlede om en kunstig statsstruktur samt en kunstig institutionsopbygning, hvis formål jo var udnyttelse af råstoffer og generelt råvarer fra landet.

 

 

Nogle citater henviser også til denne stigende modstand mod imperialismen

 

Wilfred S. Blunt om Storbritanniens imperialistiske skæbne  (Bryld, 2006-2013)

"22. Dec. 1900. Det gamle århundrede er næsten forbi og efterlader verden i en køn forfatning, og Det Britiske Imperium spiller djævelens rolle mere end noget andet imperium af den størrelse nogensinde har gjort. Vi vil måske opleve dets fald.  Alle Europas nationer skaber helvede på jorden for Kina, massakrerer, plyndrer og voldtager i erobrede byer så skændigt som i middelalderen. Den tyske kejser giver ordre til nedslagtning, og paven ser til og bifalder det. I Sydafrika nedbrænder vore tropper gårde. ... Amerikanerne bruger 50 millioner om året på at nedslagte filippinerne. Den belgiske konge har investeret hele sin formue i Congo, hvor han mishandler negrene, så de fylder hans lommer. ... Hele den hvide race svælger åbent i vold, som om de aldrig havde givet sig ud for at være kristne. Må guds forbandelse ramme dem alle".

 

Erklæring fra Den amerikanske anti-imperialistiske Liga, 1899:  (Bryld, 2006-2013)

"Vi anser den politik, der kaldes imperialisme, for fjendtlig mod friheden og for at tendere mod militarisme, et onde, som det tjener os til ære, at vi har holdt os fri af. Vi beklager, at det er blevet nødvendigt i Washingtons og Lincolns land at understrege, at alle mennesker uanset race og hudfarve, har retten til liv, frihed og til at søge lykken.** Vi fastholder, at regeringer får retten til magten i kraft af de regeredes samtykke. Vi insisterer på, at undertrykkelse af et hvilket som helst folk er "forbryderisk aggression" og i åben modstrid med vores egne regerings udtrykkelige principper".

 

*George Washington var USA's første præsident. Lincoln var præsident under den amerikanske borgerkrig 1861-1865.

** Citat fra den amerikanske uafhængighedserklæring.

 

Vi anser det at være positivt, at nogle lande og regeringer var i mod imperialismen da vi selv anser imperialismen for negativ. Dog må man tage det ovennævnte citat fra Amerika med et gran salt. I en krig med Spanien i 1898 fordrev amerikanerne de spanske koloniherrer fra Cuba, Filippinerne og Puerto Rico og gjorde sig selv til herre over disse områder. I forlængelse heraf måtte amerikanerne bekæmpe en omfattende filippinsk guerillabevægelse. Dette støder derfor egentlig mod det citat, som beskriver at Amerika er i mod den udnyttende imperialisme. Amerika var derfor egentlig ikke bedre selv i forhold til de europæiske kolonimagter.