I slutningen af det 15. århundrede begyndte de store søfartsnationer - Portugal, Holland, Storbritannien og Frankrig - at handle med mange vestafrikanske lande. Europæerne opkøbte guld, elfenben og ibenholt, som de betalte med tøj, metalredskaber og perler. Grundet Columbus' opdagelse af Amerika i 1492, begyndte et helt nyt marked at dukke op. Amerika havde et enormt areal og meget frugtbar jord. Europæerne havde dog svært ved at tilpasse sig klimaet, og dødeligheden var derfor utrolig høj. Dette førte derfor til den meget berygtede og omdiskuterede slavehandel i 1600- og 1700-tallet. De europæiske storkøbmænd søgte slave-arbejdere til minerne og plantagerne i Vestindien og Amerika. Slavehandelen blev hovedsageligt styret og iværksat af europæerne, men dog spillede afrikanske herskere og deres mellemmænd også en vis rolle. De afrikanske herskere bekrigede nabofolkene for at tage fanger, der derefter blev sendt til kysten og solgt som slaver. Danmark var også aktiv i slavehandelen, hvor man fra Dansk Guinea opkøbte slaver samt afrikanske varer, som derefter blev sejlet videre til Dansk Vestindien. Profitten fra denne handel blev herefter fragtet hjem til Danmark. Denne handel blev populært kaldt for "trekantshandelen", og mange danske storkøbmænd tjente mange penge på dette.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Efterhånden begyndte der dog at lyde en hård kritik af slavehandelen, både i Afrika og Europa. Kritikken skabte større og større genklang, og i begyndelsen af 1800-tallet forbød de fleste europæiske lande helt slavehandelen. Handelen med Afrika ophørte dog ikke på dette tidspunkt. De europæiske storkøbmænd begyndte blot at satse på andre varer i Afrika-handelen. "Gennem hele 1800-tallet betragtede de europæiske fabrikanter Afrika som en uudtømmelig kilde til billige råvarer. De importerede plante-produkter som palmeolie, jordnødder, og bomuld, værdifulde mineraler som guld, kobber og tin og luksusvarer som elfenben, ibenholt og strudsefjer (til hattepynt!)". Dette er egentlig de basale årsager til, at europæerne senere koloniserede Afrika. Det er også med til at understøtte de teorier vi har om, at Afrika i dag er fattige grundet, at europæernes motiver til koloniseringen bunder i udnyttelse og udbytning.

 

Man må forstå, at europæernes økonomi i denne tid var i en rivende udvikling grundet industrialiseringen, som herskede i 1800-tallet. Denne industrielle revolution gav derfor europæerne et vist teknologisk forspring i forhold til andre lande. De europæiske fabrikanter kappedes om at få monopol på handelen langs Afrikas kyster. Samtidig tvang regeringerne de afrikanske herskere til kun at handle med dem.

 

Europæerne blev dog hurtigt trætte af at forhandle handelsbetingelser med afrikanerne, og fabrikanterne beklagede sig over, at de afrikanske herskere indførte skatter og restriktioner på udvindingen af mineraler. I 1880'erne konkluderede de vesteuropæiske lande, at de kun kunne høste fuld fordel af handelen med Afrika ved at underlægge sig hele kontinentet. Den øgede interesse blandt europæiske stormagter for at kolonisere Afrika fra slutningen af 1870'erne førte til et ønske om at definere nogle grundlæggende regler for, hvordan "Kapløbet om Afrika" skulle foregå. Dette ønske resulterede i den internationale konference om afrikanske spørgsmål, som senere kommer til at gå under navnet "Berlinkonferencen". Konferencen, som varede fra 15. november 1884 til d. 26. februar 1885 regulerede en række punkter, hvoraf én spiller en vigtig rolle. "Der blev enighed om det grundprincip, at enhver magt havde ret til en koloni, hvis vedkommende stat var den første til at tage den i besiddelse".

Sammen med de europæiske landes utilfredshed med de afrikanske herskers skatter og restriktioner, spiller Berlinkonferencen en afgørende rolle og baggrund for den senere europæiske kolonisering af Afrika (kapløbet om Afrika), som sluttede efter 1. verdenskrig, hvor det meste af kontinentet var underlagt europæisk kontrol. Den måde landene i Afrika i dag er delt op på, skyldes denne konference. Grænserne blandede forskellige identiter og religioner, som før var adskilt. Denne blanding har efterfølgende ført til en øget konflikt i landene, og er desuden en af faktorerne til, at Afrika selv efter uafhængiheden har så svært ved at danne ordentlige statsstrukturer. Koloniseringen hænger derfor sammen med den skrøbelighed, som vi også ser i dag.

Man kan tydeligt sige, at imperialismen og kolonialismen var i højsædet i denne tidsperiode, og denne form for europæisk politik er derfor i dag også kommet til at præge afrikas økonomiske, politiske og udviklingsmæssige situation. Imperialismen og kolonialismens grundtanke og generelle motiver forklares under fanen "Imperialisme/Kolonialisme".