Afkoloniseringen af Afrika

Efter lang tid med undertrykkelse, udbytning og brutalitet, opnår de fleste afrikanske lande i perioden 1956 til 1966 uafhængighed i afkoloniseringens anden fase. Det var langt tidligere end europæerne havde forestillet sig. Det fremgår blandt andet af det faktum, at der skete en stor europæisk udvandring til Afrika omkring midten af 1930'erne til midten af 1950'erne. Dette skal også ses som en nødvendig del af kolonialismen, som indbefatter, at et lands befolkning udvandrer på baggrund af, at befolkningen generelt er for høj. Den indfødte befolkning i Afrika oplevede den indvandring som en trussel, og den var yderligere med til at skærpe det afrikanske modsætningsforhold til kolonimagten.

Afkoloniseringens første fase fra 1945-1954, der bragte uafhængighed til landende i Asien og Mellemøsten, bidrog yderligere til afrikanernes lyst til at gøre sig uafhængige af kolonistyret. Man kan sige, at med uafhængigheden til de asiatiske lande, skete en løsrivelsesproces eller løsrivelsesfølelse, som bredte sig til Afrika. Det var en proces, der ikke kunne standses, men kun kunne sinkes.

Ved midten af 1960'erne var det dog kun Portugal, der havde kolonier tilbage i Afrika. Derudover holdt det hvide mindretal fast i den politiske magt i Den Sydafrikanske Republik og i det lille Sydrhodesia. I afkoloniseringens tredje fase fra 1975 til 1994 forsvandt disse rester af europæisk kolonialisme.

Verdenskrigenes betydning

Efterhånden som de forskellige kolonier i 1800- og 1900-tallet blev påvirket af europæisk kultur, udviklede der sig nationalistiske bevægelser, der byggede på europæiske idéer om demokrati og national selvbestemmelse. De nationalistiske bevægelser blev ledet af en elite, der var blevet europæisk uddannet. Det var en talmæssigt beskeden gruppe af lærere, jurister, journalister, administratorer og forretningsfolk, der havde tilegnet sig europæisk politisk tænkning og havde kendskab til europæiske organisationsformer som f.eks. fagforeninger og politiske partier.

Disse nationalistiske bevægelser, som ønskede afrikansk uafhængighed, kunne pege på, at europæerne og amerikanerne selv hyldede idéerne om national selvbestemmelsesret og demokrati som universelle værdier. Dette var især kommet til udtryk ved fredsslutningen efter Første Verdenskrig, og under Anden Verdenskrig havde USA og Storbritannien faktisk gjort disse principper til selve målet med krigen i den såkaldte Atlanterhavserklæring fra 1941. De nationalistiske bevægelser kunne også henvise til det faktum, at kolonierne havde ydet store ofre under både Første- og Anden Verdenskrig.

I de fleste kredse angiver man faktisk, at de to verdenskrige havde en enorm indflydelse på kolonimagterne, og at det skyldtes krigene, at de fleste kolonimagter måtte opgive deres kolonier i Afrika. De europæiske stormagter var stærkt økonomisk svækkede efter de to verdenskrige. Storbritannien især, men også de andre kolonimagter havde ikke længere de økonomiske og militære ressourcer, som var nødvendige for at opretholde styret over Afrika. Kontrollen med kolonierne forudsatte nemlig, at imperiemagten var militær overlegen, hvilket de også var før verdenskrigene, men efterfølgende, i følgeskab med en generel negativ holdning til kolonistyret fra USA, lokalbefolkningen i imperielandene og FN, blev en uafhængighed til de afrikanske lande efterhånden en realitet.

Man må forstå, at hele afkoloniseringen ikke skete grundet initiativ fra europæerne. Europæerne ønskede som sagt ikke denne afkolonisering. Det var fremvæksten af den afrikanske nationalisme, som banede vejen til Afrikas selvstændighed fra de europæiske kolonimagter.

Kilde: Verden efter 1914

Soldater fra de britiske kolonier kæmpede under Anden Verdenskrig både mod tyskere og japanere, hvilket gav moralsk grundlag for at kræve selvstændighed efter krigen. Plakat der opfordrer til fælles kamp under Union Jack. Kilde: Knud Ryg Olsens billedarkiv

Tilbage

At skabe en nation

Overgangen fra koloniherredømmet til selvstændighed var en oplagt mulighed for at skaffe sig af med de uhensigtsmæssige dele af kolonistaternes kunstige institutionsopbygning. En drejning af kolonistaternes institutionsopbygning kunne have haft en positiv indflydelse på Afrika, så hvorfor skete dette så ikke? Hvorfor tog den institutionelle udvikling ikke en markant drejning i tiden efter uafhængigheden?

Det var nødvendigt for de enkelte uafhængige lande i Afrika at skabe en afrikanisering af statsinstitutionerne for at afskaffe den kunstige institutionsopbygning, som europæerne havde dannet under kolonitiden. Dvs. den struktur europæerne havde bygget landet på. Der er en række faktorer, der viser, at den måde europæerne opbyggede statsinstitutionen i Afrika på har en relation til statsskrøbelighed. De punkter, som kan associeres til statsskrøbelighed, er nævnt herunder:

Det første element er, at staterne er kunstigt dannet – dannelsen af kolonistater skete uden hensyntagen til sociale, institutionelle og kulturelle karakteristika i de koloniserede territorier.
Det andet element er, at formålet var udnyttelse – statsinstitutionerne blev opbygget med det formål at overføre ressourcer til kolonimagten og ikke at skabe lokal udvikling.
Det tredje element er en indbygget ekstroversion – staten opbyggede tætte økonomiske bånd med kolonimagten i et politisk afhængighedsforhold.
Det fjerde element er det indirekte styre – et administrativt kolonistyre, som blev indført i Det Britiske Imperium, og som både Frankrig og Belgien også praktiserede i deres kolonier.

Endnu en gang kan man spørge sig selv om, hvorfor de uafhængige afrikanske ikke skaffede sig af med denne kunstige institutionsopbygning, som europæerne dannede under kolonitiden. Der er en række væsentlige og markante faktorer, der hindrede at der kunne ske sådan en udvikling.

De lande som fik afrikanske statsledere efter uafhængigheden, var uddannet i vesten. Og de ledere, der var uddannet i Afrika – som f.eks. Milton Obote eller Félix Houphouët-Boigny – kom fra akademiske institutioner, som var stærkt inspireret af de vestlige politiske værdier og institutioner. De så en afrikanisering af statsinstitutionerne som en tilbagevenden til de politiske strukturer fra før kolonitiden, som ville hæmme udviklingen.

Måske ville disse ledere have haft en positiv påvirkning på de forskellige lande i Afrika, men man må deraf tage følgende citat til efterretning: "de svage statsstrukturer i efterkolonitiden skyldes, at statsinstitutionerne er blevet etableret af udefra kommende, hvilket har plantet en vedvarende modstand mod dem i borgerne og en modvillighed mod at følge institutionernes regler". Afrikanerne ville derfor ikke følge disse ledere, hvis lovgivning og opbygning af statsinstitutionerne mindede om den institutionsopbygning som koloniherrerne praktiserede under kolonitiden.

Samtidig er der endnu en faktor, som beskriver hvorfor Afrika ikke skaffede sig af med den kunstige institutionsopbygning som kolonimagterne opbyggede: "Nunn (2007) præsenterer en flerparametermodel, som viser, at en udefra påført institutionsstruktur præget af usikker ejendomsret og lavt produktionsniveau, hvor staten trækker ressourcer ud af økonomien, kan bestå, selv efter den eksterne udnytter er væk. “Samfundet er fanget i en suboptimal balance, også når perioden med ekstern udnyttelse ophører,” og derfor vil en politisk uafhængighed ikke automatisk føre til, at de uhensigtsmæssige institutionsstrukturer nedbrydes".

Dette citat beskriver, hvorfor Afrika ikke uviklede sig i en positiv retning efter uafhængigheden.

Endnu et citat fra (Giovannetti, 2009) beskriver hvorfor mange af de afrikanske lande ikke konsoliderede denne skrøbelig institutionsopbygning efter uafhængigheden: " i mange tilfælde, hvor de europæiske magter etablerede autoritære institutioner, overlod de den daglige ledelse af staten til en lille national elite. Denne lille gruppe bevarede ofte kontrollen over staten efter uafhængigheden og fortsatte med at fremme institutionernes udnyttende karakter".

Langt de fleste nye stater var meget etnisk opdelt med mange forskellige sprog, kulturer og ofte forskellige religioner. Deres grænser var bestemt af de gamle kolonimagter, og mange folkeslag blev derfor delt mellem to identiteter som tidligere nævnt. Dette gør det heller ikke lettere at skabe en præsentabel og positiv statsstruktur, når modsætningerne i de enkelte lande efter uafhængigheden var så store.

Derfor affødte den nyvundne politiske uafhængighed i landene syd for Sahara ikke væsentlige ændringer i udviklingen af statsinstitutionerne. Der er et solidt grundlag og belæg for at forklare, hvorfor den nyvundne politiske uafhængighed i landene syd for Sahara ikke skabte væsentlige ændringer i udviklingen af landenes statsinstitutioner, som kunne have ført til et bedre udgangspunkt for økonomisk og udviklingsmæssig vækst.